I mit daglige arbejde med Børn, Natur & Mindfulness møder jeg mange børn, der savner. Det kan både være savnet af mor & far, der er taget på arbejde, mormor der nu er i himlen, bedste vennen der har fri og bare følelsen af at være helt alene. Savnet kan også opstå ved, at mor & far ikke er nærværende og barnet kommer i anden række efter arbejde og mobiltelefon.

Hvordan kan vi som voksne så hjælpe vores kære børn? Hvordan kan vi forklare dem, at

det er helt naturligt at føle savn (bortset fra at mobiltelefonen ikke kan undskyldes).

Min erfaring fortæller mig, at vi med børn ikke skal forcere tingene, men derimod møde børnenes følelsesmæssige intelligens og finde ud af hvorfra og hvorfor savnet opstår. Vigtigt er, at vi italesætter og anerkender for vores børn, at det er helt okay at savne. Vi må lære dem at sætte ord på deres tanker og følelser og give dem den tryghed og nærvær, de nu engang behøver for at føle sig elsket og set.

I min dagligdag skal der både være tid til savn og glæde, kærlighed og nærvær.

Når jeg laver mindfulness med børnene i naturen benytter jeg ofte meditationer, de kan relatere/spejle sig i. Spejlning er et utroligt effektivt middel, da børnene ikke får noget bestemt svar, men en formodning og nogle udsagn, der er helt op til det enkelte barn.

Nedenstående lille historie kan du læse med dit barn, da den giver god anledning til en lille snak. Historien blev til en dag, efter vi havde haft en skøn æble-presse-dag. Jeg fik et tegn fra min bedstefar og der er ingen tvivl om, at børnene også siden hen forstod at spejle sig i den sorg og sammenhold, der for mig gjorde det lettere at bære savnet af bedstefar. (Prøv selv at skære et æble over på midten - så fin en stjerne)

Kender du dem? De små klokker, der ringer på himlen.

Jeg elsker den lyd. Jeg tror, det er stjernerne. Stjernerne der blinker og vinker til os. Det er så fredfyldt en musik – det synger lige ind i hjertet.

Jeg husker tydeligt den dag, bedstefar skulle herfra. Jeg var ked af det og mærkede en stor tomhed. Det lys, den ro og nærvær, der altid var omkring os manglede. Det var svært for mig at tale om. Men bedstefar havde altid fortalt mig, at uanset hvor man er, kan man bygge broer over til hinanden igennem stjernerne. Hvordan vidste jeg ikke, men meningen lød smuk. Hver aften når mørket faldt på og jeg kunne se stjernerne på himlen følte jeg mig forbundet med bedstefar. Det var ligesom jeg kunne se og mærke ham, jeg kunne høre vores latter, sange, mærke vores glæde og kærlighed.

En dag da stjernerne lyste ekstra klart sagde jeg højt: ”Bedstefar giv mig et tegn. Jeg har brug for at tro på, du er der, men ikke kun i stjernerne”. Vinden blæste en smule, stjernerne blinkede og vinkede og lyset var som en lille lanterne, der lyste op i min sjæl og krop. Nu mærkede jeg troen endnu stærkere. Jeg ved bedstefar ikke kun er i stjernehimlen. Bedstefar giver mig mange tegn og senest gav han mig denne lille hilsen i det smukkeste æble.