NATURENS EVENTYRLIGHED

Jeg husker tydeligt, da jeg for nyligt fik stillet spørgsmålet: Hvem vil du gerne møde, hvis du frit kunne vælge?
Min første tanke var: ”det ved jeg ikke… hvad skal jeg sige?” En politiker, skuespiller, musiker etc.?


Jeg lever et meget magisk liv i og med naturen og møder mange små finurlige væsener i form af børn, dyr, planter og træer. Og for mig er det en fantastisk verden. Mit ønske er, at kunne åbne dette univers op for alle – så skulle I bare se løjer.


Alle ville kunne se, at det vrimler med små rumpenisser, der hjælper os på bedste vis med sjove gemmelege og labyrinter. Glade skovtroldeunger der altid er begejstret for, hvad naturen bringer til os, om det så er en lille skarnbasse eller en magisk flintesten. Fuglene der altid slår en trille og fortæller os historier. Træerne der passer på os og beskytter os, men som vi også får lov at klatre i og hænge sjove susende gynger op i. Planterne der giver os mad og vitaminer. Og moderjord der bærer os med sine stærke rødder og som vi hver dag kommunikerer med og takker af hele vores hjerte.


Havets magiske tiltrækning ville vise os havfruernes slot. Og en svømmetur med skildpadderne og delfinerne kunne åbne op for en dialog, hvor vi ville lære at kommunikere alle sprog. I Alicante i efteråret hørte jeg havets sang og det magiske øjeblik glemmer jeg aldrig. Tænk at det åbnede sit skattekammer for mig, gav mig sangen og tilmed den smukkeste blåsorte skifer-sten.


Jeg er så dybt taknemmelig for, at jeg igennem hele mit liv har været i kontakt med naturens eventyrlighed. Og jeg tror, at en af enkelthederne eller hemmelighederne om man vil, er at jeg bare lever mig ind i det, der sker omkring mig, når jeg er i naturen. Man oplever bare så meget mere og hvis man vil det, er det her naturen bliver eventyrlig.


Men for nu at komme tilbage til udgangspunktet ”hvem vil du gerne møde”. Så må det være en person som for mig bringer så meget natur og eventyrlighed ind i hverdagen: Astrid Lindgren.


Fantastisk forfatterinde der gør, at jeg med skovtroldeungerne (eller alene) laver forårshyl, vi sniger os ind på de ”vilde” heste i skoven, taler om døden som en smuk kirsebærlund, griner og græder over hinandens skøre påfund, vi lærer at tro på os selv og ser hvorledes det er okay engang imellem at lave skarnsstreger (fordi man lige skal afprøve grænser).


Astrid Lindgren budskab er altid at give alle læsere – både små og store – lyst til at bruge fantasien og få følelsen af at man duer til noget. Der er så mange naturlige budskaber i hendes fortællinger og det kan alle med lethed overføre visuelt. Man ledes ind i en fuldstændig unik naturlig og eventyrlig verden, hvor tanker bliver til virkelighed og magien opstår.


Tænk om man kunne sidde i eventyrtunnellen og lytte til Astrid Lindgrens eventyr hele dagen og tilmed få det levendegjort med naturens eventyrlighed.


Jeg ønsker og ser magien!

unsplash