Som jeg går rundt i skoven og ser og mærker efteråret komme, tænker jeg på træerne.

Træerne og bladene.

Hvordan har træerne det med at tabe bladene?

Lige nu står alle træerne smukke og stolte i gyldne farver - stadig nogle grønne, men også gullige. Og stille daler der blade ned et for et. Snart vil træerne stå nøgne. Men stadig vil de stå ranke og stolte. Ærligheden og sandheden i træerne træder altid frem, for de står ved den de er uanset årstid.

Jeg tænker også på mennesket.

Mennesket og masken.

Der findes så mange ting, man kan gemme sig bag, utallige lag for at beskytte sig selv – måske en frygt for ikke at være god nok. Et forvrænget spejlbillede, der gør, at mennesket ikke længere ser alt det smukke i sig selv. Følelserne bliver gemt væk, men til tid og anden dukker de op og vil ses og høres.

Der er ingen, der trives gemt væk. Der er ingen, som skal være som en fugl i et bur. Mennesket bør være ærligt, sårbart og lade hjertet og sjælen flyve frit.

Og lige præcis her vil alle menneskets talenter og gaver det er kommet med komme en til gode. Mennesket kan flyve afsted som frie fugle, følge sit hjerte og intuition. Mennesket skal sætte sig selv fri. Stå der som træerne - uden masker.

Tilbage igen til skoven. Træerne, bladene, mennesket og maskerne.

Vi mennesker føler os for det meste altid godt tilpas i naturen – sammen med træerne.

Vi slapper af og fordi træerne er sig selv og ærlige, tør vi også være det.

Vi læner os ind i deres favn og lader os beskytte, få ro og grounding.

Men træerne ønsker også med al sin energi at give os et stille puf, så vi kan spejle os i dem og stå fast ved den, vi i virkeligheden er.

Lad os vise vores sande jeg, lære af naturen og lade maskerne falde.